Den kreative boble

At male er som at gå ind i en boble, hvor tiden ikke har nogen betydning, og hvor bekymringer og andre fortrædeligheder ikke kan trænge ind.

Det er den fornemmelse, jeg har, når jeg går ind i mit atelier, og de malerier, jeg har i gang, fanger min opmærksomhed, og trækker mig ind i maleprocessen.

Alle børn tegner og maler – nogle bliver ved

Egentlig har jeg altid tegnet og elsket farver. Alle børn tegner og maler, men de fleste stopper, når de kommer til teenageårene, og der er andre ting, der trækker. Jeg tilhører så dem, der aldrig holdt op, men blev ved med at udvikle mit billedsprog.

Det blev mest til tegning, da jeg ikke rigtig kunne administrere farverne – måske mest fordi de farvematerialer, jeg havde til rådighed, var nogle dårlige børnefarver.

Materialerne betyder alt

Der har jeg taget revanche, hvor jeg nu fremstiller mine farver selv af helt rene farvepigmenter og linolie. De farver giver mig en palet, der spænder bredt fra den dybeste farvemætning til den svageste udtynding. Og så er der virkelig noget at arbejde med.

Mange spørger, hvor længe, jeg er om at male et maleri, og jeg må sige, at jeg ikke har den ringeste anelse om det, da jeg ikke tænker maleriet i tid, og da jeg altid har flere malerier i gang på en gang.

Maleprocessen

Til gengæld kan jeg sige i detaljer, hvordan hele processen forløber.

Jeg starter med at spænde lærreder op i de størrelser og formater, jeg vil arbejde med. Angsten for det hvide lærred, som nogen taler om, springer jeg over, da jeg slet ikke tænker, mens jeg påfører de første lag. Det foregår med ret tynde akrylfarver og hovedet under armen. Disse lag skal bare danne en dybde i maleriet, og kommer ikke nødvendigvis til at kunne ses.

De næste lag er oliefarverne – først optyndede og siden mere faste. Nu arbejder jeg mig frem til et maleri, som godt kunne stå alene som abstrakt kunst. Nogle enkelte gange lader jeg det blive ved det, men i de fleste tilfælde, vil jeg gerne arbejde videre med motiver.

Meget sjældent planlægger jeg et maleri, og endnu sjældnere laver jeg skitser. Motivet overvejer jeg først, når baggrunden er så godt som færdig. Da tegner jeg det op ud fra devisen, hvor lidt skal der til for at det er der. Altså for det meste en ret minimalistisk udførelse af motivet, hvor baggrunden fungerer som en væsentlig del af figurerne.

Det magiske

Og så kommer det, som kan lyde underligt, men som de fleste kunstnere forstår til fulde. Hele vejen igennem processen foregår der en dialog mellem mig og maleriet. I de lag, hvor jeg absolut ikke tænker, lader jeg maleriet tage styringen. Jeg ser, hvad det tilbyder af opståede former, farver der løber sammen og meget mere. Efterhånden tager jeg mere bevidst over og vælger nogle ting frem for andre. Jeg begynder at styre farverne, men det er hele tiden i samråd med maleriet, og det er hver gang en spændende overraskelse, hvor det fører mig hen.

Når hele baggrunden er klar, sætter jeg mig og kigger – og kigger. Hvad er det for et motiv, der er det helt rigtige? Jeg ved en masse om komposition og opbygning af spændingsfelter i maleriet, men det er ikke noget, jeg behøver at tænke aktivt på. Der guider maleriet mig, og nogle gange, føles det, som om det slet ikke er mig, der har malet billedet. Og hvem eller hvad, der guider, det er ikke godt at vide

Når jeg går i gang med motiverne, som ofte er dyr eller flamencodansere, så sker der noget helt magisk. Så snart jeg har markeret dyrenes øjne, så kigger de på mig og kommunikerer. Og danserne skal bare markeres med den første streg, så begynder de at bevæge sig.

Her bliver kommunikationen skærpet, for de jager med mig med en utålmodighed for at komme frem på lærredet og leve.

Så hvem siger at maleri er en ensom proces? jeg oplever virkelig meget selskab, når jeg arbejder.

Helle Borg Hansen

Se Helles profil

Helles malerier