Da jeg startede med at male for alvor i 2006, var det et udslag af, at jeg havde kastet håndklædet i ringen og lukket mit firma, efter at være brændt ud i faget.

Dette skete om fredagen i november. Om søndagen kom en kollega, købte og hentede alle mine ting. Jeg var den gang, og er igen, Alternativ Behandler. Lukningen varede ikke så længe.  Mandag morgen sad jeg så og gloede ind i en væg og tænkte: Hvad skal der dog blive af mig. 5 års uddannelse og mange år i faget, makuleret på et par timer. En smertelig følelse af fiasko, blev hældt ned med flere kopper kaffe.

Så tog jeg en beslutning. En beslutning med hjertet. Den nok mest afgørende og vigtigste beslutning jeg har taget i mit liv.

Jeg havde altid ønsket at blive billedkunstner, men havde aldrig gjort noget ved det. Der manglede nok mod, og usikkerhed var der rigeligt af. At tro at man kunne skabe noget, andre kunne være interesseret i, virkede skørt. Så det blev ved drømmen. Lige indtil en gråvejrs mandag i november. Tanken ramte mig dybt i hjertet, at hvis jeg ikke startede med at male nu, ville jeg aldrig få gjort noget ved det. Lige der, tog jeg beslutningen om at blive billedkunstner.

Da min stakkels, forbløffede mand kom hjem fra arbejde om eftermiddagen, havde jeg været i Panduro Hobby, og var i gang med, jeg lyver ikke, 9 malerier på en gang. Der var lærreder og maling overalt. Han tog det nu pænt.

Fra den dag af, har jeg malet stort set hele tiden. Går der mere end tre til fire dage uden at penslen rammer lærredet, bliver jeg Britt fem år, sur og tvær.

Det første år, malede jeg for lukkede døre. Jeg lod mig ikke inspirere af noget, ville have så lidt påvirkning som mulig, for at skabe uden at se på andre kunstnere, og føle usikkerhed.

Efter et år, viste jeg mine malerier til en engelsk anerkendt billedkunstner, jeg kendte.  ”De er meget smukke” sagde hun, ”men meget tomme. Du skal nok ikke regne med at blive billedkunstner, men måske illustrator”. I virkeligheden blev jeg lidt lettet over hendes ord. Så behøvede jeg ikke at udstille mine billeder, som for mig var meget grænseoverskridende.

Men hendes ord, havde alligevel tyngde, så senere på året udstillede jeg på en messe, udelukkende for at aflive skrækken for at udstille. I tre dage, sad jeg og var tvunget til at høre på folks reaktioner på mine billeder. Jeg kunne lige så godt have siddet der nøgen. Men så var jeg vaccineret. 

Udover angsten for at udstille, måtte jeg også gøre noget ved mine tomme malerier, så jeg er nu gået i den anden grøft… for det skal ikke hedde sig.

I dag er mine malerier ekstremt detaljeorienterede og det koster tid, meget tid. Og jeg elsker det, af hele mit hjerte. De største af mine værker, det tør jeg godt kalde dem i dag, har taget fra 300-400 timer at male. Og at kalde mig billedkunstner, det falder mig i dag ganske naturligt – også hjulpet med af, at jeg har solgt rigtig meget.

Jeg viste i øvrigt mine malerier til samme billedkunstner ti år senere, og hendes eneste kommentar var: Wow.

Så når jeg kikker tilbage i dag, var den største katastrofe, at brænde ud i sit eget firma og lukke det, faktisk den største gave, der er givet mig.

Efter kort tid, åbnede jeg mit firma igen. Fjernede ligtornene, der havde drænet mig tør, vendte det hele på hovedet og fik et super godt arbejde ud af det, som jeg stadigvæk nyder den dag i dag.

Men uden lukningen havde jeg ikke malet i dag. Og det ville i virkeligheden for mig, have været en endnu større katastrofe, end at firmaet havde lukket permanent.

Livet skal nogle gange leves på retsiden og forstås på vrangen.

Se Britt Wilkens profil i Gallery ArtTour

Se Britt Wilkens hjemmeside

Maleri af havet i blå farver af Britt Wilken
Britt Wilken
Maleri under havet i blå farver