Debbie Kronsted

Hvornår kan man egentlig tillade sig at kalde sig selv kunstner?

For mig skete det først, da andre begyndte at bruge ordet om mig, længe før jeg selv turde. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg en dag ville arbejde med farver, mønstre og legende udtryk – og endnu mindre, at det ville blive min hverdag.

Når jeg sidder i mit værksted, forsvinder verden omkring mig. Jeg føler mig i harmoni og i balance, og nogle gange er det næsten svært at komme tilbage til virkeligheden.

Det har ikke altid været sådan. Jeg har været på arbejdsmarkedet i 44 år, hvoraf de 18 som leder og mellemleder. Det var et liv med ansvar, travlhed og et evigt højt tempo. De sidste seks år af min karriere arbejdede jeg parallelt med polymer-leret, og det blev tydeligt for mig, at det var mere end en hobby.

Min inspiration

Min tilgang til kunst er enkel: Jeg følger ingen regler. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad der er moderne, eller hvilke tendenser der er “in”. Hvis noget inspirerer mig, følger jeg impulsens retning. For mig findes der ikke god eller dårlig smag – kun ægte glæde. Jeg er ikke minimalist og bliver det aldrig. Jeg elsker det stærke, det legende, det farverige.

Mine værker spænder bredt, fra brugskunst som tekander, lamper, æsker og vaser til statement smykker. Jeg elsker at udfordre mig selv og lade materialet føre mig nye steder hen.

Folk spørger mig ofte, hvor min inspiration kommer fra. Først og fremmest er jeg født og opvokset i Grækenland, og min farveglæde, frygtløshed i farvekombinationer og kærlighed til det livlige og solmættede ligger dybt i mit DNA.

Ofte begynder processen med en genstand, jeg finder i en genbrugsbutik eller på et loppemarked. Når jeg ser en form, der fascinerer mig, ved jeg næsten instinktivt, hvilken stil, farve eller teknik jeg vil bruge: millefiori, geometriske mønstre, mokume gane, akvareludtryk eller pastelkridt. Objektet bestemmer retningen, og processen folder sig ud undervejs.

Polymer-ler og dets magi

Polymer-ler findes i et utal af varianter – kompakt, transparent, flydende, metallisk, farverigt eller helt klart – og det gør materialet til en kunstners drøm. Det er blødt, fleksibelt og imødekommende. Det tørrer aldrig ud, og når det hærdes i ovnen, bliver det stærkt og holdbart. Materialet blev oprindeligt udviklet i 1930’erne i Tyskland af en dukkemager, der ikke kunne finde det rette materiale til sine dukker. Men kunstarten tog først fart i 1980’erne, da kunstnere i USA begyndte at eksperimentere med polymerens muligheder. Det betyder, at polymer-kunst stadig er en ung kunstart – i konstant bevægelse, med nye teknikker, nye stilarter og en kreativ udvikling, der aldrig står stille.

I dag videreudvikler fabrikanterne materialet løbende, så polymer-ler findes til helt specifikke formål: stærke typer til skulpturer, hårdere typer til præcise mønstre, ultratransparente typer til glaslignende effekter og meget mere. Det gør mulighederne næsten uendelige – et univers hvor fantasi og håndværk mødes uden begrænsninger.

For mig er polymer-ler ikke bare et materiale, men et valg. Et kald. En opdagelse, der ændrede min vej. Og som mange polymer-kunstnere siger med et smil:
“Én gang polymer – altid polymer.”
Jeg kan kun give dem ret.

(Keywords: Polymer clay, skål, vase, tekande, bordplade, farverlig.)